Modellen
.
Skyerne trak sammen over Madison N.Y. jeg småløb for at nå i tørvejr inden regnen. Jeg tænkte på det som lige var sket – og måtte erkende, at det ikke var for min skønhed, hvis jeg blev berømt.
Skuespilleren.
Især denne replik! Det var sværest med tonefaldet – egentlig var det jo en tanke og burde slet ikke udtales. Men alle var enige om, at denne replik var selve kernen i stykket. Teatret havde jo satset! Denne gang mere end ellers. Hun måtte øve sig mere – være seriøs – ikke tænke så meget på aftenens strabadser. Teatergarderoben var kun halvt oplyst. Hun sad ved sminkebordet og støttede hovedet med begge hænder – plirede mod sit spejlbillede. Formede ordene: - jeg erkender nu, at det ikke er for min skønhed, jeg bliver berømt!
Forfatteren.
Denne gang var den hjemme. Hun lænede sig tilbage – kunne endelig slappe af. Når man tænker på, at det var et bestillingsarbejde – var det faktisk et lille mirakel. Ideen var der bare – bum – ud af det blå. Denne gang ville pengene komme rullende ind – der kunne igen blive råd til et par måneder sydpå – bruge tid og penge på sig selv. Når nu skriveriet var vejen frem. Hun lo lydløst for sig selv – jeg har erkendt, at det ikke er for min skønhed, jeg bliver berømt.
Instruktøren.
Af alle dage, skulle det være i dag! I hobetal stod ulykkerne i kø og så denne halsbetændelse oven i det hele – fra lidt hæshed til total hvisken. Måtte kindkysse sig frem i aften til premieren. Det havde været lige op over – hektisk som altid? Nej værre. Der var nok dem der ville mene med så megen råben og skrigen – sidste formaninger og nærmest besværgelser, så måtte halsen – stemmen jo slå fra. Hun åbnede døren til opgangen. Det var på 1. sal. Aldrig havde hun fortalt nogen om denne lille vane inden premierer. Besøget hos psykiateren var simpelthen hendes ankertov for ikke at gå op i limningen. I aften ville der være ro på – hyggelig snak med Gud og hvermand. Brede smil for pressen – jo, jo. Det der med stemmen – hun bankede på én gang og gik ind på klinikken – psykiateren kunne vel ”do the talking” – det sædvanlige om at være kendt – at være på – underforstået hystade osv. bla bla bla – ja, ja jeg ved det. Det er i hvert fald ikke for min skønhed , at jeg er blevet berømt!
Psykiateren.
Store næser, store egoer – mit klientel er lige ved at springe i luften af alt den forvoksethed. Kollegerne klager ellers over folks manglende selvtillid - for små egoer. Men her i min klinik kommer kun store, overmodne psyker ind. Ikke at jeg har bedt om, at det skal være sådan – det er bare blevet! Denne dags sidste lige ude af døren igen – alle tiders opblæste ballon – men meget morsomt – helt tavs og stemmeberøvet i dag. Selv baciller kan komme belejligt. Så slap jeg da for det sædvanlige ”åh , jeg ser dig da i aften på teatret, min kære – jeg har jo lagt billetter ude ved sekretæren, pst, pst” – Smil, smil og hav nu en rigtig god premiereaften – hvad var det nu stykket hed – nåh jo – ”Hun erkendte, at det ikke var for hendes skønhed, hun blev berømt”.
Modellen.
Hun var sent på den – måtte skynde sig. Optagelserne begyndte snart. Reklamefilm var hendes speciale. Ned ad Madison – forbi Calvin Klein og to blokke mere. Ud for en opgangs dør stod hun pludselig stille – et solglimt ramte lige ned, hvor hun stod. Læste firmaskiltene ved døren – læge den og den – advokat sådan og sådan – psykiater nå, nå. Døren smækkede op og med ét nu vidste hun, hvad hun havde til fælles med psykiateren på 1.sal, med instruktøren som kom hvirvlende ud på gaden, med forfatteren der allerede sad i flyet sydpå, og med skuespilleren på teatret – med lampefeber over det hele. Lettet gik hun videre. Så pludselig, at skyerne trak sammen over Madison, og hun måtte løbe for at nå i tørvejr inden regnen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar